Litteratur om den sicilianske mafia

Dette er en oversigt over nyere dansksproget litteratur og den væsentligste engelske litteratur om den sicilianske mafia. Teksten findes som afsnittet "Litteratur" i Peter Søndergaards bog Cosa Nostra indefra - mafia og mafiosi på Sicilien (1997).


Kildetekster

De citerede udtalelser fra de afhoppede mafiosi Vincenzo Marsala, Tommaso Buscetta, Marino Mannoia, Gaspare Mutolo, Antonino Calderone, Leonardo Messina er hentet fra forhørsprotokoller, hvoraf de fleste senere er udgivet af det italienske parlament. I Atti parlamentari 1992-1994 - Commissione parlamentare di inchiesta sul fenomeno della mafia e sulle associazioni criminali similari - parte 1-4, udgivet af Camera dei Deputati, finder man "Anti-mafiakommissionens" afhøringer af Calderone (afsnit 11 - side 279-340), Buscetta (afsnit 12 - side 343-440), Messina (afsnit 15 - side 507-613), Mutolo (afsnit 25 - side 1221-1326). Mannoias udtalelser er hentet fra det stenografiske referat af afhøringen af Mannoia i 1989 i forbindelse med appeldomstolens behandling af den første store mafia-retssag 1986, kaldet "maxiprocessen". Referatet har i uddrag været offentliggjort i avisen Giornale di Sicilia i perioden fra 5. december 1989 til 5. februar 1990. Forundersøgelsesdommernes afhøring af Vincenzo Marsala er ikke offentliggjort; uddrag har været bragt i avisen L'Ora i 1985. Tommaso Buscetta er desuden citeret fra bogen: Addio Cosa Nostra - La vita di Tommaso Buscetta" (Pino Arlacchi, Milano 1994.)

Nyere dansksproget litteratur om den sicilianske mafia:

Pino Arlacchi: Mænd uden ære -- København, Vinten, 1992. - 251 sider. - ISBN 8741401204.
    Bogen er oversat fra italiensk og består af redigerede samtaler mellem forfatteren og den afhoppede mafioso Antonino Calderone. Calderone fortæller om sin opvækst i Catania og om sin egen og brorens karriere i Cosa Nostra. Bogen er autentisk og interessant fordi den fortæller Cosa Nostras nyere historie set lidt fra periferien, fra Catanias fyrretyve mafiosi overfor de flere tusinde i Palermo-området. Antonino Calderones bror som var capo for Cataniafamilien blev myrdet i 1978 som en af de første i den mafia-fejde som udskiftede de fleste af de gamle familie-capoer i løbet af 1980'erne. Antonino Calderone flygtede senere til Frankrig, hvor han blev arresteret og besluttede at samarbejde med myndighederne. Forfatteren Pino Arlacchi er sociolog og har skrevet flere bøger og artikler om mafiaen, hvoraf nogle er oversat til engelsk.

Martin Burcharth: Mafiaen - økonomisk kriminalitet over grænser -- København, Børsen, 1993. - 267 sider. - ISBN 8775534096.
    Forfatteren er dansk journalist og bogen har reportageform med skildringer af mafia-kriminalitet fra hele Syditalien med udvalgte cases. Mest udførlig er gennemgangen af den napoletanske camorra og Galasso-klanen, dens politiske støtter og dens illegale økonomiske artiviteter. Mafiaens tilstedeværelse i Frankrig og Tyskland omtales også.

Giovanni Falcone og Marcelle Padovani: Cosa Nostra - en dommers kamp mod mafiaen -- København, Ekstra Bladets Forlag, 1993. - 176 sider. - ISBN 8777310659.
    Bogen er oversat fra fransk og italiensk. Den er resultatet af en række samtaler mellem den franske journalist Padovani og dommeren Giovanni Falcone. Falcone øser af sine mange års erfaring med at efterforske mafia-krimalitet i Palermo, det meste af tiden ansat ved rettens forundersøgelsesafdeling sammen med en håndfuld andre dommere under den store mafia-fejde. Falcones arbejde dannede rygraden i anklagematerialet i den første store mafia-retssag i Palermo 1986-87, hvor knap 500 mafiosi var anklaget. Bogen er forsynet med et tillæg om Cosa Nostras struktur og persongalleri. Falcone, Falcones hustru og tre fra deres eskorte omkom ved attentatet den 23. maj 1992.

Thomas Harder: Mafiaens Mænd -- København, Schønberg, 1990. - 152 sider. - ISBN 8757014108.
    Bogen er en historisk gennemgang af den sicilianske mafias udvikling siden 1860, men også den organiserede kriminalitet, gangsterismen, i USA omtales. Hovedvægten ligger på en gennemgang af den italienske anti-mafiakamp og dens hovedpersoner.

Anders Kærgaard: Mænd af ære - klientelisme og mafia på Vestsicilien, 1861-1988 -- Århus, Aarhus Universitetsforlag, 1989. - 119 sider. - ISBN 8772881305.
    Bogen er et omarbejdet universitetsspeciale og udgangspunktet er at det grundlæggende element for at forstå den historiske tilblivelse af moderne siciliansk og italiensk politisk styre er klientelismen, som er særlige former for netværk, hvorigennem der strømmer og byttes politisk støtte og begunstigelser. Mafiaen ses som en del af disse netværk og som et specialtilfælde af klientelisme. Bogen er forsynet med et italiensk resumé/riassunto.

René Seindal: Mafia - penge og politik på Sicilien 1950-1994 -- København, Museum Tusculanums Forlag, 1995. - 225 sider. - ISBN 8772893109.
    Hovedvægten ligger på en analyse af mafiaens indflydelse på det politiske styre i Palermo og specielt på dens engagement i byggespekulationen og samspillet med politikerne. Der er desuden en gennemgang af kildegrundlag for indsigt i Cosa Nostra og af anti-mafia-lovgivningen.

Peter Søndergaard: Den sicilianske mafia - tradition og modernitet bd 1-3 -- Aalborg og Roskilde, Aalborg Universitetsbibliotek (bd 1 og 2) og Roskilde Universitetsbibliotek (bd 3), 1989, 1990, 1993. - 280, 349, 352 sider. ISBN 8789383028, 8789383036 og 8773491802.
    Bøgerne består af analyser, historiske oversigter, interviews, oversatte tekster, retsudskrifter, cases og biografier over fremtrædende mafiosi.

Peter Søndergaard (red): Mafioso! - En materialesamling om den syditalienske mafia, Bd 1-2 -- Søllested, Forlaget Lee, 1995. - Skiftende paginering; ca. 500 A-4 ark. - ISBN 8789149424.
    Materialesamlingen indeholder videnskabelige og journalistiske artikler om mafiaens opståen som hemmelige loger, tilblivelsen af dens regelsæt, ordet "mafia's" indtog i myndighedernes vokabolarium, om klientelisme-netværk mellem politikere og mafia. Hovedvægten af artikler ligger dog på analyser af de sidste femten års udvikling i Cosa Nostra og den italienske stats bekæmpelsesforsøg.
    Bind 2 indeholder en omfattende litteraturliste, der dækker både monografier og artikler på dansk.

Vigtig engelsksproget litteratur om den sicilianske mafia:

Pino Arlacchi: Mafia Business - the mafia ethic and the spirit of capitalism -- London, Verso, 1986. - 239 sider. - ISBN 0860911357.
    Det er en engelsk oversættelse af Arlacchis italienske bog fra 1983 La mafia imprenditrice. Bogens hovedsynspunkt er at mafiosoens traditionelle tankegods, hans bevidsthed og adfærd, gør ham til en særlig type forretningsmand, igangsætter eller fornyer om man vil, som sætter ham istand til med succes at operere på såvel det legale som det illegale marked. Hans særlige fortrin frem for konkurrenterne er at han bruger ikke-økonomiske midler, f.eks. vold, for at befæste sin position på markedet. Arlacchi hævder i bogen at mafiaen, Cosa Nostra, ikke eksisterer som organisation; dette standpunkt har forfatteren senere revideret.

Judith Chubb: Patronage, power, and poverty in Southern Italy - a tale of two cities -- Cambridge, Cambridge Uni. Press, 1982. - 292 sider. - ISBN 0521236371.
    Bogen er en analyse af lokalpolitik i Palermo og Napoli med hovedvægten på det kristelige demokratiske partis vej til magten og sammensætningen af partiets vælgergrundlag. Bogen er en moderne klassiker for studiet af demokratisk masseklientelisme og behandler mafiaens nøglerolle som stemmeformidler.

Christopher Duggan: Fascism and the mafia -- New Haven, Yale Uni. Press, 1989. - 322 sider. - ISBN 0300043724.
    Historisk analyse af fascistregimets forsøg på at bekæmpe den sicilianske mafia. Forfatterens provokerende hovedsynspunkt er, at mafiaen som en hemmelig sammenslutning er en myte som forskellige regimer siden 1860 har holdt liv i for at kunne konstruere en indre fjende til brug for politiske formål.

Henner Hess: Mafia and mafiosi - the structure of power -- Farnborough, Saxon House, 1973. - 232 sider. - ISBN 0347010083.
    Bogen udkom på tysk "Mafia - Zentrale Herrschaft und lokale Gegenmacht" allerede i 1970. Bogen er klassikeren for den moderne videnskabelige analyse af mafiafænomenet og dens udgivelse betød en fornyet interesse og et kvalitativt spring i forhold til de dominerende spekulative mafia-skriverier. Analysen er mikrosociologisk, antropologisk orienteret og hovedvægten af kildematerialet, fortrinsvis politi- og retsarkiver, er fra før 1900, på basis af hvilket man kan rekonstruere typiske mafiafamilier, medlemmernes slægtsskabsbånd, social status, erhverv. Hovedtesen er at mafia er en særlig type adfærd hos individuelle mafiosi og at der ikke er tale om en hemmelig organisation med indvielsesritualer, edsaflæggelser og lignende.

Umberto Santino og Giovanni La Fiura: L'Impresa mafiosa - dall'Italia agli Stati Uniti -- Milano, Franco Angeli, 1990. - 632 sider. - ISBN 8820466244.
    Denne italiensksprogede mafia-analyse er medtaget fordi den er et centralt værk til belysning af hvordan mafia-virksomheder fungerer. Det hævdes at virksomhedsformen i overvejende grad alene tjener spekulative, finansielle kredsløb og at den er berøvet egentlige produktive elementer. Bogen har et analytisk opgør med førende italienske "mafiologer" som ser mafiosoen som en særlig type iværksætter og industrialist.

Arnd Schneider og Oscar Zarate: Mafia for beginners -- Cambridge, Icon Books, 1994. - 176 sider. - ISBN 187416620x.
    "For beginners-serien" er nu nået til mafiaen, hvor tekst og en tegneserieagtig opbygning på en ganske fortrinlig måde introducerer hovedbegreber og udviklingstræk ved mafia-fænomenet. Bogen medtager også mafia-lignende grupperinger uden for Sicilien og er opdateret med de seneste dramatiske begivenheder.

Tim Shawcross og Martin Young: Men of honour - the confessions of Tommaso Buscetta -- London, Collins, 1987. - 320 sider. - ISBN 0002175894.
    Forfatterne er journalister og gennemgår udførligt den afhoppede mafioso Tommaso Buscettas vidnesbyrd til de italienske dommere om sin egen og mafiaens historie siden 1950'erne. Buscettas senere uddybninger efter mordet på dommer Falcone i 1992, især om mafiaens politiske forbindelser, er af gode grunde ikke kommet med.

Claire Sterling: The mafia - the long reach of the international sicilian mafia -- London, Hamish Hamilton, 1990. - 384 sider. - ISBN 0241121817.
    Bogen er en indsigtsfuld journalistisk sammenskrivning af de mere opsigtsvækkende mafia-afsløringer i forbindelse med de store mafia-retssager i 1980'erne med understregning af de internationale konsekvenser af mafia-kriminaliteten.